Få et hurtigt overblik over ledige hoteller - alt samlet i en søgning
BORNHOLM BOOKING - Direkte booking på Internet           
Direkte Booking på Bornholmske hoteller
Forside · Hotel Info · Book Bornholm · Badeliv Bornholm · Mærk Bornholm · Oplev Bornholm · Aktiv Ferie

Badeliv
Bølgernes leg. Det varme, hvide knitrende sand. Børnenes leg. Den stille lagune på nordlandet. Ingeniørkunst i strandkanten. Udspring fra klippen. Velkommen til badeøen Bornholm.

Alle kender Dueodde. Berømt for sit timeglasfine sand og det lave, børnevenlige vand. De utallige klitter og gryder giver læ – og du har mulighed for at nyde solen helt uforstyrret. Og snyd ikke dig selv for en tur i det gamle fyrtårn, der giver dig Dueodde og hele sydbornholm i ét svimlende syn.
Men når solen kravler højt på himlen, og højtryksvejret sender temperaturen i vejret, så øen næsten går i stå, så gør det til en vane altid at have badetøj og håndklæder med på bagagebæreren eller i bagagerummet. Nord, syd, øst eller vest – der er aldrig langt til en spontan dukkert på Bornholm.

Mod syd finder du kilometervis af lækker, bred sandstrand: Boderne, Østre Sømark, Slusegaard og Jomfrugårdsstranden. Her er plads og ro til at falde i ét med naturen, lade tiden gå, gøre ingenting – uanset, hvor mange turister, der har taget turen til øen med hurtigfærgen Villum Clausen. Her er både plads til »solfaktor30-ferie« og familiehygge i strandkanten med drager, strandskovle, bolde og spande.

Mod øst finder du Danmarks bedste og mest børnevenlige badestrand. Ihvertfald ifølge dagbladet B.T., der i 2006 kårede stranden ved Balka som Danmarks bedste med 24 stjerner ud af 30 mulige.

Mod nord hersker de stejle klipper og den bornholmske skærgård. Alligevel er der blevet plads til en lang række gode, intime badestrande og steder, hvor man kan snige sig ned til havet, ud over klipperne og få sig en dukkert. Og har du aldrig prøvet at solbade på en varm klippe, så...

Og når solen bager i den idylliske gamle by i Rønne, så skal man ikke mange kilometer nord eller syd for byen for igen at kunne få svalet kroppen: Antoinette eller Galløkken. Også her finder du fin sandstrand – og masser af plads.

PS. Husk solcremen. PPS. Der er en grund til, at man kalder Bornholm for solskinsøen. Vi har meget ofte flere soltimer, mindre regn og en længere sommer end resten af Danmark.

Insidertip: Stå tidligt op. Tag til Balka, læg dig i sandet og vent. Giv dig god tid, mens dagen langsomt begynder og pludselig er den der: Solen, der rejser sig af de blå bølger.

Tilbage til Forsiden

Bornholmbooking er et samarbejde mellem en række private bornholmske hoteller, pensionater og feriecentre.
Du booker direkte på overnatningsstedet uden fordyrende mellemled.
 
Forside · Hotel Info · Book Bornholm · Badeliv Bornholm · Mærk Bornholm · Oplev Bornholm · Aktiv Ferie
linkliste · sitemap